Fem områder er med i ny boligsocial helhedsplan

Randers Byråd har på mødet den 8. marts 2021 vedtaget en ny helhedsplan for områderne Gl. Jennumparken, Glarbjergvej-området, Vangdalen, Hermann Stillingsvej-området og Energivej-området. Ud over særlige boligsociale indsatser i disse områder, skal en ny strategi sikre et bredere fokus på initiativer for blandt andet at undgå, at udfordringer blot skubbes rundt blandt boligområder.

Den nye helhedsplan skal afløse den nuværende helhedsplan for Randers Nordby, som har dækket Gl. Jennumparken, Glarbjergvej-området og Vangdalen. Med den nye helhedsplan bliver indsatsen udvidet til at omfatte i alt fem områder, så der frem mod 2025 også vil være en særlig boligsocial indsats i Hermann Stillingsvej-området og Energivej-området. Samtidig skal der laves en strategi for et bredere fokus på initiativer, der skal forhindre udviklingen af parallelsamfund i kommunen som helhed.

Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 8. marts 2021.

Fire indsatsområder

De fem boligområder er alle beliggende i Randers by i et bælte nord for fjorden. Boligområderne består af etagebyggeri med almene familieboliger, og der vil i områderne komme indsatser under overskrifterne Uddannelse og Livschancer, Beskæftigelse, Kriminalitetsforebyggelse og Sammenhængskraft og medborgerskab.

I Gl. Jennemparken og Glarbjergvej-området vil alle indsatser blive gennemført, mens der i de tre øvrige områder bliver gennemført udvalgte indsatser.

Bredere fokus

Ud over selve helhedsplanen for de fem områder, skal den nye strategi for en mere helhedsorienteret og bydækkende tilgang til parallelsamfundsindsatsen i Randers Kommune sikre et bredere fokus.

Det handler fx om at supplere de boligsociale indsatser med andre initiativer som renoveringer, omdannelse af boliger og udlejningsregler. Formålet er blandt andet at sikre, at udfordringer ikke blot skubbes rundt blandt forskellige boligområder.

Hvilke initiativer, der skal i brug, er ikke besluttet –det vil byrådet skulle tage stilling til, når strategien er udarbejdet.

Støtte fra Landsbyggefonden

I alt bliver der afsat 45 millioner kroner til indsatserne, hvoraf Randers Kommune bidrager med 1,6 millioner kroner og godt 25 millioner kroner til medarbejderressourcer og lokaler. Derudover finansierer boligorganisationerne med godt 1,5 millioner kroner, mens Landsbyggefonten bevilger godt 17 millioner kroner til indsatserne.

Endelig afsætter Randers Kommune 600.000 årligt frem mod 2025 til at udvikle og implementere strategien for den mere helhedsorienterede og bydækkende tilgang.

Landsbyggefonden har allerede godkendt den ny helhedsplan, og byrådets godkendelse vil nu blive sendt til Landsbyggefonden så planen kan træde i kraft.